Skæbner er der mange af også i hundeverdenen – af og til krydser veje som om ”it was ment to be” om dette handler denne lille historie.

Lasses ”far” Steen var en meget syg mand, som var helt på det rene med, at døden ventede lige forude, at hver dag var en gave og en stor smerte, men i hvert fald ensbetydende med samvær med hans elskede hund Lasse. For Steen var det vigtigt at få afklaret Lasses fremtid, når han selv var borte. Vi talte lidt om det, Lasse var på det tidspunkt ca 7 år gammel og helt utrolig tæt knyttet til Steen, så det ville måske umiddelbart nok blive noget svært bare at få Lasse til at acceptere en anden – Steen og vi lavede en aftale om, at når situationen opstod, ville vi tage imod Lasse og hurtigst muligt finde et nyt hjem til ham. Allerede på dette tidspunkt satte vi forskellige venner og bekendte i gang med at forhøre sig rundt omkring, men det er de færreste, der går rundt og venter på at overtage en hund fra en endnu ikke afdød. Jeg havde håbet på en familie, som stille og roligt havde passet Lasse, når Steen var indlagt for til sidst at beholde ham, når Steen døde. 

Lasse - gravhund af god gammel slægt, sikkert fine aner, flot og rigtig gravhund. Når ”farmand” måtte til behandling på sygehuset, kom Lasse her og meget mod hans vilje, måtte han være adskilt fra sin bedste ven! Lasse forsøgte med alle evner og kneb at komme herfra, hjem til ”ham”.

I disse forsøg indgik kraftig gøen i de fleste af døgnets timer. Efter et par dage faldt han som regel lidt til ro, men hjernen arbejde! Stor var glæden, når turen atter gik hjem til København! 

Efter et par måneders tavshed ringer telefonen, Lasses ejer er død, om man må aflevere Lasse her!

Steens overbo kommer med Lasse,  vi snakker lidt og efterfølgende går Lasse og jeg ind til hans sædvanlige boks. Med sig i en tæt lukket plasticpose har Lasse sine egne tæpper, men da Steen var storryger, lugtede tæpperne for mange andres næser så forfærdeligt, at det ikke var muligt at bruge dem. Jeg husker den første gang, jeg modtog kurv&tæpper – yak – det røg lige til udluftning i én af de udvendige løbegårde, men det var ikke engang nok .  Nå – Lasse går ind i sin boks og sætter sig stille og roligt. Jeg lader ham beholde plasticposen med tæpperne -  som tobakslugten til trods- for ham er alt, hvad der rent fysisk er tilbage fra et vidunderligt liv med en elsket person. Vi snakker lidt om ”det”, inden jeg må videre med arbejdet – Lasse er trist. Lidt senere kommer jeg tilbage til pensionen - Lasse er helt klart påvirket af situationen. Tidligere underholdt han alle med sin tiggende gøen, nu var han fuldstændig stille. Vi får en til lille snak om ”det” – græder lidt sammen og helt ærligt, det er næsten ikke til at bære. Lasse er helt knust, og der er ingen tvivl om, at han ved, hvad der er sket. Ikke en lyd kommer fra ham, stille og roligt lufter han sig, ingen skraben ved lågen, ingen biden i trådhegnet, ingenting af nogenting bare 4 små kede-af-det-poter trisser rundt – det er s’gu ikke til at holde ud at se på! Ind til telefonen, bare nu damen stadig ønsker sig en lille hund. Ringe ringe – hej Ellen nu skal du høre – JA SIGER HUN I OVERMORGEN FORMIDDAG – jeg skynder mig ud til Lasse og fortæller ham den gode nyhed. Det alleryderste af halespidsen vrikker lidt med, men der er langt ind til Lasse. 

Lørdag – af sted til Ellen i Frederiksværk. Lasse er helt opsat på at køre bil og kort tid efter står vi i Ellens hyggelige stue. Lasse hilser og farer rundt og snuser. Ellen synes han er rigtig dejlig og Lasse synes vist også helt godt om Ellen – men bedemandsøjne kunne måske udløse en klejne mer!!!

Det bliver tid for mig til at køre hjem igen, Lasse vil med, jeg markerer et tydeligt bliv såvel direkte som indirekte og med et blik som helt klart siger  ”ok – når det nu skal være” går han lavtlogrende tilbage til Ellen og sætter sig roligt ved hendes fødder   - og der sidder Lasse sikkert tit i årene fremover, for som Ellen siger, det er som om han har boet her altid, og vi har hurtigt lært hinanden at kende, og hun roser Lasse helt op under skyerne - og ligesom hjemme hos Steen (?) sover Lasse som en flad pandekage i fodenden af sengen, når Ellen ikke er der og ved siden/eller under sengen, når Ellen går i seng! Så mon ikke han bare han er fortsat i sine gamle vaner? Det ved kun Lasse – men jeg ved, at dyr og mennesker jævnligt finder sammen, og at den gensidige kærlighed og respekt vi udviser overfor hinanden - 2 eller 4-benede-  giver livet indhold! 

/Marianne Bløndal

P.s.  efterfølgende viste det sig, at Steen i sit testamente havde indført alt om vor aftale omkring Lasse og at sagføreren, der ordnede alt dette tog hånd om Lasses fremtid med stor varme og indsigt – han var jo selvfølgelig hundeven – ellers han havde nok ikke været Steens sagfører - vel!

Saxet fra nr. 6. 2004 - "Politihunden"