En sen aften i februar i år blev jeg kontaktet af en af kredsformændene fra Dyrenes Beskyttelse om assistance i forbindelse med afhentning af en løs løbende hund i et på denne årstid ret øde område.

Sammen med en af politiets hundepatruljer ville man forsøge at få fat i hunden, som ud fra første oplysninger havde et lidt blakket ry. Man vidste ikke helt, hvad det var for en hund, men vistnok en ca. mellemstor, lidt bange hund. Fint tænkte jeg, og bestemte mig for at tage en af vore labradortæver med til at tiltrække den fremmede og give den lidt support. Ha – da jeg ved ankomsten blev konfronteret med ”uhyret” lod jeg supporteren blive i sikkerhed i bilen. Rundt om os fór en ca. 50 kg stor hund, som tydelig tilkendegav, at vi ikke var velkomne. Han gjorde flere udfald i mod os, men virkede dog ikke ondskabsfuld. Men med det brede fjæs og kæbeparti han var i besiddelse af tillige med en god tung krop, ville det bestemt heller ikke være nogen spøg at komme i klemme. Ifølge oplysninger fra naboen var han blevet bidt i armen af ham, så der var ingen grund til konfrontation.  Inde i huset lænket til en betonklods sad en anden større hund og så noget betænkelig ud. Alt lignede en krig og man kunne undre sig over, at her boede mennesker. Udover min supporterhund havde jeg også medbragt en bakke leverpostej – det plejer at have en rimelig tiltrækkende effekt på de fleste hunde – og så kunne den jo starte med at æde af den!

Efter  ½ times tid og indledende leverpostejmanøvrer og mens bakken blev slikket godt til bunds, lykkedes det for den ene af tjenestehundeførerne at få en løkke over hundens hoved, og så havde vi ham. Min supporter blev anbragt i en anden bil, og så stoppede vi bæstet ind bagi i min bil. Desværre skulle hundeføreren have sin line med sig, så jeg udstyrede hunden med resterne af en læderline sådan lige rundt om halsen, knude på, og så måtte det holde. Den snor, jeg altid har i lommen, havde kredsformanden (kvinden) fået til min hund, som de jo var nødt til at transportere hjem til mig. Så gik turen hjemad, og vi skævede lidt til hinanden undervejs. Han virkede noget urolig, jeg trådte på de gamle pedaler og var glad for, at vi ikke med den vægt skulle op ad Thors Bakke, men tværtimod ned. Hjem nåede vi, og så opstod næste problem, for hvordan skulle jeg nu vælge at gå ud fra, at han ville reagere, når jeg lukkede bagsmækken op. Der blev ikke taget nogle chancer, så bilen blev kørt så tæt til hundepensionens hegning som muligt og stille og roligt (tror jeg nok) fik jeg bæstet til at hoppe ud, hurtigt fat i linen og så af sted mod udvendige hundegård. Ind – slå for puha, det var ikke nogen rar ekspedition. Han var meget tændt, og jeg holdt fingrene væk, tiltalte ham blot med almindelig høflighed og respekt. Ind og lukke op, så han kunne komme ind i den indvendige boks – det var så det i første omgang. Ved 01.30 tiden var projekt ”Baskerville” overstået, så måtte vi jo se, hvad morgendagen bød på.

Om morgenen blev jeg mødt med et brøl og en særdeles vred og utilfreds hund sprang rundt i og op af alt i et forsøg på at komme ud. Jeg skulle ikke gøre mig forhåbninger om at komme i kontakt med ham, jeg var simpelthen uønsket. Da jeg har den indstilling, at hunde skal gøre sig fortjent til mit venskab, udviste jeg overlegenhed – det var jo ikke nogen sag, så længe der var hegn imellem os, ellers havde det vist bare været at komme ud i en fart. På bedste Amstafvis tog han fat omkring bokstremmerne og klemte dem sammen, 3 stk i én mundfuld – det gav både kuldegys og opretstående frisure, sikke kræfter og sikken desperation. Det var håbløst at komme igennem til ham, alt prellede af og sluttelig bestemte jeg mig for at give ham en spand vand i hovedet. Det hjalp for en tid. Hver gang vi passerede, gjorde han udfald i mod os, og dette gensidige mareridt stod på i ca 10 dage. Så lige pludselig var han som kommet ud af en rus, og herfra begyndte tingene stille og roligt at vende. Vi kunne ikke gå til ham i boksen, men så småt begynde at være med ham ude i det fri. Poul lagde an til fodboldkamp og var tæt på at få klumpfod, ”Baskerville” var meget voldsom, men nu kunne vi begynde at sige fra og ligesom sætte dagsorden for, hvad vi ville acceptere.

Ca 14 dage efter Baskervilles ankomst forsøgte vi at overflytte ham til den almindelige pension, det blev et kort ophold, han blev nærmest bombet tilbage til startpunktet, så retur til celle 7.

Først omkring 3 uger efter sin ankomst lykkedes det at flytte ham ind under mere ordinære forhold, ikke uden reaktion, men nu havde vi vundet hans tillid, og vi kunne tage i ham og dermed både berolige ham og så sandelig også sige fra, når han udøvede denne uønskede adfærd. Så gik det stærkt. Poul legede en del med ham, men gav ham også line på og satte nogle krav igennem. Faktisk er han god til at lystre en del kommandoer, det fremgik dog i starten tydeligt, at han havde været ude for overgreb, det ses slet ikke nu. Tillid, tillid og atter tillid og samtidig tilsvarende krav. Min træning med ham foregår mere på det mentale, hvor jeg uden ord, men ved brug af direkte og indirekte kropssprog ”sætter mig på ham mentalt”, og den hengivenhed og det venskab vi har nu er en dejlig respons herpå.

Dyrenes Beskyttelse meldte på dette tidspunkt ud, at hunden ifølge aftale med den formodede ejer, skulle aflives. Chok – den kunne vi ikke rigtig være med på, men det var jo ikke vores hund og helt sikkert var, at bare lige at finde et nyt hjem til ham, var ikke sådan lige og kunne ikke finde sted, medmindre han ændrede sin bombetogtsadfærd generelt. Ejerskabet af hunden samt store sociale problemer gav anledning til en masse diskussioner m.v. Hundens held i denne situation var nok, at den var registreret i Dansk Hunderegister med et andet ejerskab, end det man gik ud fra. Denne ejer overdrog hunden til Dyrenes Beskyttelse for at sikre dens fremtid. At Dyrenes Beskyttelse ikke kan overdrage sådan en kaliber hund til nogen overhovedet, siger sig selv, men fjernelsen fra det betændte miljø til ophold og omgang med mennesker i faste rammer var helt tydeligt ved at give positivt resultat, så en aflivning ville være en stor fejl. Hunden er i bund og grund uden skyld i sin adfærd, det kan vores samfund så ikke bruge til så meget, men man kan give tingene en chance.

Vi har nu fået lov til at overtage ”Baskerville” og vil selvfølgelig gøre alt hvad gøres kan, for at få ham tilpasset et normalt miljø. I de forkerte hænder ville han ende ud i en tragedie af dem, vi af og til læser om eller ser på TV, efter de har lavet et eller andet helt vildt voldsomt, altid i form af overfald på andre levende væsener. Her fungerer han bedre og bedre for hver dag, der går og ingen ville tro, at den der glade og altid legende hund, opførte sig som et sandt monster for ca 5-6 uger siden. Han er en blanding af Amstaff/Amerikansk Bulldog og Schæferhund, meget selvbevidst og kridter altid matriklen op, når fremmede kommer til hegnet – men det er trods alt ganske normalt for de fleste af denne type, hvad enten de er mikset eller renracede. Han er ikke hadsk over for andre dyr eller mennesker og kan snildt løbe i en hegning ved siden af andre, uden at gøre udfald. Allerhelst ville han gerne deltage i deres leg, men det får lige vente lidt endnu. Han har kastet sin kærlighed på Karla, en anden hund fra Dyrenes Beskyttelse – og da hun er lidt af en Rasminehund/tanteSophie-hund  svinger de godt. I søndags, da vi havde undervisning her for såkaldte Umuliusser, var han med ude og hilse på og opførte sig ganske eksemplarisk. 

Det egentlige arbejde med ham starter nu, hvor vi har frie hænder og så står den både på bytur, dyrlægebesøg (det måtte vi opgive på et tidligere tidspunkt) og hvad vi nu kan finde på.

Den anden hund befinder sig stadig på adressen, men er under opsyn af Dyrenes Beskyttelse. Der er så mange ting i den sag, men ingen hverken kan eller vil være vidne til, at hunden bliver lænket under de forhold og man må håbe på, at den bliver fjernet og anbragt i et almindeligt hjem. Efter sigende skulle den være lige stik modsat ”Baskerville” –  vi får se. Det tiltag, man foretog omkring såkaldte farlige hunde, er ikke godt nok. Det er ligesom om det mere kører på, at der ikke må afvikles hundekampe, hvorimod i det her tilfælde, hvor en retarderet og ikke helt fin i kanten person, som endda for et par år siden var involveret i en kedelig hundesag, stadig håndterer disse hundetyper. Der er nogle områder, der trænger til at blive hanket op i! Disse hunde er som regel pragtfulde dyr, men det miljø, de lever i, får alt for meget rovdyr op i dem og så bliver de lige pludselig farlige. Synderen er mennesket, hunden er egentlig bare hund.

Og nu tilbage til arbejdet – hvordan historien om ”Baskerville” ender må afvente lidt endnu.

/Marianne Bløndal

Saxet fra nr. 3. 2004 - "Politihunden"