Fordøjelsen er en nedbrydningsproces, hvor den føde, der indtages bearbejdes gennem hele passagen lige fra mundhule til endestation med henblik på at nedbryde og spalte den indtagne føde i dens bestanddele af næringsstoffer således, at disse kan optages i blodet til brug for alle kroppens funktioner. Fordøjelsen kræver blandt andet tilstedeværelse af enzymer. Enzymer er såkaldte katalysatorer, dvs de indgår i en proces uden selv at forgå. Fordøjelsesenzymer dannes i kroppen, fødevareenzymerne er naturligt forekommende i rå mad. Begge skal være til stede. Som udgangspunkt skal man gøre sig klart, at et levende individ består af levende celler, levende celler har brug for levende, biologisk genkendelig og tilgængelig føde for at holde gang i maskineriet. Ved fødens passage sættes gang i en masse fordøjelsesfunkioner. Føden bør indeholde næringsstoffer tilpasset den enkelte art/individ. Ikke alt hører hjemme i alle! Hvad er sundt for et individ er ikke nødvendigvis sundt for et andet, hver eneste krop har sin kemi.
Varmebehandling samt visse former for bearbejdning/manipulation er i forskelligt omfang ødelæggende for næringsstofferne og enzymerne.
Læs noget biokemi f.eks lærebøger til sygeplejerskeuddannelsen, hvis emnet interesserer dig, og læsestoffet ikke skal være tæt på en føling af at skulle aflægge en doktordisputats. Spændende er det, og den enkelte burde helt klart vide lidt mere herom, da ernæringslære er nøglen til vores og dyrenes sundhed.
I grove træk er én af de væsentligste ernæringsmæssige forskelle på rå mad og færdigfabrikata her tørfoder, at tørfoder, fordi det stort set altid er varmebehandlet, helt eller delvist har fået ødelagt det naturlige næringsindhold, herunder de vigtige enzymer, og derfor egentlig er blevet mere eller mindre død mad. Død mad hører ikke hjemme i en levende krop, men i skraldespanden.
Hele fordøjelsesprocessen udsættes nærmest for hærværk -på sigt med stor risiko for sygdom. Eksempelvis oplever man ofte ved tørfoderhunde en efterhånden manglende evne til at fordøje bl.a. brusk&kødben. Dette hænger sammen med uorden i fordøjelsesmekanismen opstået ved fejlfodring. Faktisk oplevede jeg i den forbindelse en repræsentant for et af de helt store foderfirmaer åbent meddele nogle nye hvalpeejere, at man nu videnskabeligt havde fundet ud af, at hvalpe/hunde ikke kunne optage/fordøje næringsstoffer fra brusk og knogler. Det var noget af en udmelding. Jeg var ved at falde ned af stolen, men da jeg havde givet arrangøren mit ord på ikke at gå i diskussion omkring emnet uanset, hvad der måtte blive sagt, ja så måtte jeg tie i første omgang. Da det blev min tur inden for adfærd, fik jeg plads til at nævne vigtigheden af naturlig rå mad herunder nødvendigheden af forholdsvis store mængder brusk og ben lige fra hvalpetiden. Igen kig på dyrenes liv i naturen, alt taler for sig selv. Af mærkelige årsager er det som om, vi bedre kan forstå, når det gælder alle de andre dyr! Mennesker er og bliver besynderlige. Fordøjelsesevnen ”vågner op igen”, når maden ændres til rå føde, men det skal tages som en løftet pegefinger, noget er gået i uorden, eftersyn påkrævet, reparér! Kender du den fra automekanikeren? Som det mest naturlige ryger bilen på værksted, når et eller andet ikke virker ordentligt, - årsagen skal findes og udredes, hvis symptomerne skal til livs. Når årsagen er afklaret og bragt i orden, forsvinder symptomerne. Tag lige så meget vare på din og vovses krop.
Nogle symptomer er længere undervejs end andre, måske overser vi opstarten, eller tænker ”lad os nu lige se” – pludselig kortslutter visse mekanikker eller hele mekanikken, forløbene er vidt forskellige, lige så forskellige som kroppene.
Tørfoder er ofte baseret på et højt indhold af korn og biprodukter samt diverse tilsætningsstoffer. Ingredienser uden mission som hundemad. Selvfølgelig er der forskel på produkterne, men ens for langt de fleste mærker er, at de er sammensat helt forkert i forhold til hundens fordøjelseskemi. Ofte er der manipuleret med næringsstofferne i et forsøg på at få gjort dem biologisk tilgængelige. Man forsøger at snige noget ind, som ellers ikke ville kunne optages, og dette må anses for at kunne blive en sundhedstrussel. Sådan lidt som i f.eks krig, snige sig ind for at få ødelagt fjenden, men kroppen er ikke din ej heller hundens fjende, tværtimod din nærmeste og bedste ven, som skal behandles med ærlighed og respekt. Hvis en råvare er i den udgave, naturen nu engang har skabt den, vil de forskellige kroppe byde den velkommen og optage netop de næringsstoffer, som der er brug for, resten leveres ved endestationen. Du skal huske på, at kroppens optagelse af de forskellige næringsstoffer er helt nede på celleniveau, så det at hunden f.eks leverer et stykke gulerod i den anden ende umiddelbart i samme størrelse som det indtagne ikke er ensbetydende med, at visse næringsstoffer ikke er optaget. Igen, det som er designet til hunden, vil den evne at optage næringsstoffer fra, nogle lettere end andre, det som ikke er egnet passerer til endestationen.
Heldigvis har man (læs: du og jeg og de andre) i de seneste år fået øjnene op herfor og indser nu endelig, at det handler om at holde sig til de bedste råvarer (læs lige ordet igen ”r å v a r e r”) samt at indtage disse i rå eller så nænsomt behandlet udgave, som overhovedet muligt. Selv hos os 2-benede kan mange af fødevarerne indtages rå, altså i deres naturlige forekommende tilstand. Varmepåvirkning, mikrobølgeovn, forskellige bearbejdningsprocesser ændrer og eller ødelægger næringsstofferne. Uden at træde i hysterisk selvsving må man forsøge at finde en måde at leve på, som tilgodeser bibeholdelsen af næringsstofferne og som er forenelig med hverdagen. Lad være med at ligge under for de der færdigstrikkede bemærkninger såsom, at hunden ved fodring med tørfoder er sikret nøjagtig det, den har brug for. Den bemærkning kunne meget nemt komme til at svide til afsenderen, efterhånden som omverdenen får øjnene op og bliver mere og mere vidende og informeret omkring facts. Mig bekendt er der ingen, der helt nøjagtig ved, hvad en hund har brug for, men naturen plejer ikke at tage fejl. Ingen krop skal have det hele ved hvert måltid, og ensformig fødeindtagelse hører ikke hjemme hos hverken hund eller menneske.
Som i så meget andet bliver menigmand dumgjort, for dum til at finde ud af at fodre hund! Sæt dig ud over det og tænk logisk.
Meget fra dit eget køkken kan indgå som foder, blot du giver det råt, dvs at det tages fra før tilberedningen. Lad hunden sortere, der bliver næppe meget til udsmid, i så fald plejer fuglene at sætte pris på det.
Når det så er sagt må lige tilføjes, at ingen hund falder død om af at æde en leverpostejmad eller få sin kvarte med ost sammen med dig i fælles morgenhygge. Den skal bare ikke leve af det, om end det dog næppe ville gå værre end med ensidig dårlig tørkost.
Rester af den tilberedte mad kan også indgå som føde, MEN her skal du være langt mere opmærksom på hvad og frasortere, specielt varmebehandlede knoglerester kan give ravage i mave-tarmsystemet. Brød, pasta, ris og lignende produkter er ikke lige designet til en hunds fordøjelsessystem. Igen – din hund er ikke en skraldespand!
Udtryk som BARF, at Barfe/Barfer du osv osv er meget brugt for tiden. På ganske almindelig dansk kan det oversættes til ”ben og rå mad”, at fodre råt, råfodrer du, så ved alle, hvad hinanden taler om. Selve ordet BARF fulgte i sin tid med den australske dyrlæge Ian Billinghurst’s bøger omkring råfodring af bl.a. hunde. Det er efterhånden adskillige år siden, de kom på markedet, hurtigt efterfulgt af flere andre. Alle med den mission, at oplyse hundeejere om vigtigheden af at fodre med hundens naturlige føde, uanset tørfoderets fremgang på verdensmarkedet. Herom lidt mere senere i teksten. Så udtrykket er bestemt ikke nyt, hvilken opfattelse flere tilsyneladende er af. Råfodring af hunden var trods alt ganske almindelig hverdag frem til ca 1970-erne, hvorefter tørfoderet holdt sit indtog - desværre ikke til hundens bedste.
Hunden er et rovdyr, fortrinsvis kødædende, går bestemt heller ikke af vejen for at æde mere eller mindre halvrådne kadavere. Den indtager dog også forholdsvis store mængder rå vegetabilsk føde og andet. Det være sig græsser af forskellig art, bær, frugter, grønt især rodfrugter, insekter og larver, æg, visse barker, tang, ja den er om sig rent fødemæssigt. Blodkød tillige med brusk og flade knogler udgør det største indtag. Blodkød indeholder alle blodets næringsstoffer, brusk og knogler vigtige næringsstoffer bl.a for skelet og led. Mave&tarme med indhold indgår efter behov, her handler det fortrinsvis om en masse fordøjelsesbakterier/enzymer altså kemien, som indgår i hundens egen fordøjelsesproces. Intet kan den være foruden. Naturen er en helhed, alt har en sammenhæng og afbalancerer hinanden. Hundens naturlige bytte vil altid være et produkt af de næringsstoffer, det har indtaget, og det medfører en kolossal variation i næringsstofindtaget.
Ingen næringsstoffer varmebehandles, bearbejdes eller manipuleres industrielt, forinden de indtages. Hund/kat/ræv slår ikke et æg ud og deler det i blomme og hvide, smider skallen væk, – alt glider ned, noget sorteres fra undervejs, hvis ikke det har en mission. Ej heller blendes diverse grønt, ned med det, kroppen optager de næringsstoffer, den er gearet til og har brug for, noget lagres, resten ryger ud. Også her er arterne specifikt indrettet. Hvad ikke lige hører hjemme i den enkelte arts fordøjelsessystem brækkes måske op igen eller passerer mere eller mindre ufordøjet igennem. Dyr synes at være gode til at sortere. Ligeledes indtages som regel ikke ting, som for den enkelte kan være direkte giftig/dødelig. Men det kan ske!
Endvidere er der tale om en gennem tiderne naturlig geografisk tilpasning, i dag mest gældende for de vildt levende dyr. Mangler fødearten udebliver arten. Både logisk og snedigt. Hovedparten af nutidens hunde lever på tværs af disse normer og har i den grad måttet tilpasse sig.
Hunden er bestemt ikke kræsen og indtager meget, som vi finder direkte afskyeligt.
Jeg har været så heldig altid at bo i og tæt ved naturen, og det har været spændende at se hundene tage for sig af naturens spisekammer året rundt. Så graver de oldenborglarver op, myreæg og andre ting, som jeg såmænd ikke engang ved, hvad er. Bark gnaves af og specielt visse inderbarke spises, insekterne, der ofte bor under barken ryger med ned, så dykkes der efter sivknolde, som nærmest ligner store selleri og disse spises med udpræget velbehag. De stinker som gammel kål, halvråddent, men det er netop nogle af de plantestoffer, hunden har brug for i sin fordøjelseskanal, formentlig på grund af kemien i råddet. Måske kan det sammenlignes med tarmindholdet i planteædende byttedyr – mave og tarmindhold, mere eller mindre gæret, fyldt med vigtige fordøjelsesbakterier og enzymer. De fleste rodfrugter er eftertragtede, hyben tages lige som så mange andre bær direkte fra buskene, lyngen leverer også herlige bær, visse blomsterhoveder, knopper, bog og agern er også det rene kræs, sidstnævnte ligeledes for vore heste. Her har min datter efterfølgende oplyst, at hun har hørt, at heste kan blive alvorlig syge og dø af at spise agern. Det har vi så heldigvis ikke oplevet, men som hun tilføjede, ja så var rosiner efter sigende årsag til mange syge hunde, og hendes hund havde spist dem i stort omfang hele livet igennem. Så individuelt synes store forskelle. Det kunne også have betydning, hvad hunden fodres med til hverdag.
Så ryger der en fugl ned, den har sikkert skrantet, siden den blev snuppet. Finder hundene reder på jorden, tages æggene, det er en den rene sundhed. Visse fisk og skaldyr indtages også, her redder hundene sig dog lejlighedsvis en gang ”hurtigmås”, hvilket nu i øvrigt sker jævnligt, men overstås sædvanligvis ved kroppens egen indsats. Helt naturligt.
Mangen en tidlig morgen, hvor vi gik tur i skoven, den lave bevoksning ved klitten samt ved havet, så jeg ofte, at såvel råvildtet som kronvildtet tog for sig af retterne i den mosagtige vegetation inkl. vildrosernes hybenfrugter, nogle gik på stranden og rodede i vandkanten samt i tangen. Hundene holdt sig pænt i ro, og som regel gik vi bare en anden vej, men opdagede vildtet os og løb væk, var pladsen hundenes, og så var der jo tilskud af gødning fra vildtet! Også hestepærer er en rendyrket delikatesse, igen noget med fordøjelseskemien. Der ædes afføring fra andre hunde, ræve, katte m.fl. - tja også en ”kondiprut” - YAK hvor DET stinker – ydermere er det eftertragtet at smøre sig ind heri!!!!!!!!!!!! Fy for en ulykke, det kan næsten ikke blive værre. Udendørs bruser og velduftende shampoo gør underværker!
En meget hård vinter, hvor sneen lå højt, i en periode med is på toppen, fór musene ofte af sted hen over isen. Hundene kunne samle adskillige i munden, halerne hængte ud, når jeg så bad dem om at slippe, ja så blev musene sunket i én omgang, velbekommen, men sådan lige aflevere et delikat måltid, det ville være for dumt. Set fra et fodringssynspunkt var sparet jo tjent!
Nogle hunde går ikke af vejen for at nedlægge et stykke råvildt, det går forbavsende stærkt, og er jagten først gået ind, skal man være tilsmilet af heldet for at stoppe den, noget afhængig af, om man når at tage det i opløbet. Den episode jeg oplevede skete totalt overrumplende i et split sekund. Hunden sprang direkte i halsen på råvildtet, væltede det omkuld, holdt sit greb i struben til dyret var dødt, først da registrerede den min tilstedeværelse, og byttet var mit. Godt det var på egen jord, det gjorde det ikke mindre ubehageligt, men afstedkom dog ikke kedelige episoder i forhold til andre. Sket stod ikke til at ændre, det erindrer blot én om, at hunden er et rovdyr, og det viser den os altså i nogle situationer.
Desværre for alt for mange hunde er deres kost i dag indskrænket til tørfoder af forskellig art og kvalitet. Tørfoder til hunde er ikke skabt for hundens skyld, men for menneskets. Hang til magelighed og lette løsninger samt en alt for uforbeholden og ukritisk tiltro til de såkaldte autoriteter.
Der er så store penge i denne industri, og hvad betyder en hunds liv, som i gennemsnit er på ca 10-12 år? Sådan er der jo nogen, der tænker. Tørfoderet kunne blive væsentlig bedre ved f.eks fremstilling under kolde temperaturer i stedet for varme samt ved udelukkelse af fødeemner, som ikke hører hjemme i en hundemave.
I 90-erne kunne man i DK købe tørfoderet WySong, et amerikansk produkt af særdeles høj kvalitet. Kvaliteten hængte delvis sammen med tilberedningsmåden, men selvfølgelig også valget af ingredienser. Foderet fandtes i alle afskygninger af diæter, manden bag var dyrlæge og ernæringsekspert, giv dig tid til at læse om WySong på Nettet. WySong’s egen holdning til tørfodring er, /brug det, når du ikke lige har muligheden for at servere frisk mad, det er og bliver løsning nr. 2 også selvom det er mit eget firmaprodukt jeg udtaler mig om/.
Jeg kontaktede på et tidspunkt firmaet med henblik på at få foderet til DK igen. Dette var ikke muligt, efter sigende på grund af den danske lovgivning omkring import af denne type tørkost.
Sørgeligt, men sandt. Efter min mening resultat af massehysteri og ensidig dårlig information.
Til gengæld begynder der nu at dukke andre interessante produkter op, ét af dem er Orijen, Canadisk fremstillet, en klasse helt for sig. Principperne er en parallel til råfodring Tørfoderet er fremstillet af høj klasse råvarer, særdeles nænsomt tilberedt, for netop ikke at ødelægge ingredienserne. Det er uden korn og andre unødige fyldstoffer, baseret på kød/fisk/æg frugt & grønt samt et udpluk af naturens ”magiske” spisekammer. Mineralerne stammer fra havets lødige kilder, planteudvundne, hvilket betyder højst mulig optagelighed til forskel fra f.eks de såkaldt kelaterede.
Her er ej heller pillet ved ingrediensernes oprindelighed således, at de ved en eller anden kemisk proces ændrer karakter, og derved måske får mulighed for at snige sig til optagelighed.
Vi har i det sidste års tid brugt Orijen i pensionen plus lejlighedsvis egne hunde med rigtig gode resultater. Hundene synes glade for produktet, de stortrives, mange med allergiproblemer, fedme, adfærdsforstyrrelser m.m. kommer fri af disse plagsomme lidelser, og producenten er nu på vej med nye typer foder i samme koncept. Bemærk venligst at jeg skriver noget positivt og pænt om tørkost!
Giraffens føde findes højt på strå, så har den det da i fred, da ingen andre er udstyret med den lange hals. Derfor gror det altså helt deroppe, og derfor har Giraffen en lang hals – naturen i en nøddeskal.
Skulle andre dyr af en eller anden årsag få adgang til Giraffens mad, ville deres fordøjelsessystem næppe genkende/godkende varen, og den ville i bedste fald passere lige igennem, ufordøjet, i værste fald måske forårsage sygdom/død. Alt er en hårfin balance, som bør respekteres og efterleves.
Med rå mad er hunden i sit rette element. Udover ernæringsmæssige behov er der også tale om tilfredsstillelse af mentale behov, i vore tider begrænset til at rive og flå i stykker samt gnave, måske grave ned. Ved at bruge tid på denne naturlige bearbejdning af føden opnås samtidig den naturlige stimulering af alle de processer, der foregår i forbindelse med fordøjelsen. Rå føde betyder naturligt forekommende næringsstoffer, nogle kendte andre ukendte, vi har sat navn på dem, vi kender, som f. eks visse vitaminer, mineraler, proteiner osv.
I den naturlige føde findes det, kroppen har brug for i biologisk tilgængelig form, dvs genkendelig og tilpasset organismen, let at bearbejde og sortere i. Fra naturlig føde optager den enkelte krop de stoffer, den har brug for i biologisk tilstand. Kroppen suger til sig, hvad der er behov for, noget lagres måske, men ellers så er det ud med resten. Alt indgår i en fuldstændig forbrænding og efterlader ikke affaldsrester, som på sigt belaster hele kroppen. Næringsstofferne er tilgængelige i den korrekte naturlige udgave og optræder ikke ”forklædt”, manipuleret, tilsat smagsforstærkere som ofte er tilfældet i meget af det industrielt fremstillet foder.
Når kroppen fyldes med ikke genkendelig føde, sættes de naturlige alarmer i gang, og det måltid, som var tiltænkt som føde, opfattes af kroppen som fjende. Immunsystemet træder i aktion eksempelvis med allergiske reaktioner og betændelsestilstande som følge. En ond cirkel er startet.
Immunsystemet skal bruge sit krudt på at reparere skader og bekæmpe infektioner af enhver art ikke på alarmtilstand i døgndrift.
Naturens mad er for alt og alle uanset race, størrelse, alder, hårlag, vindøjet, kort næse, skæve ben eller hvad man nu kan finde på af tiltag.
Modsat de mange reklamer for bl.a. tørfoder, som gør alt, hvad de kan for at overbevise dig om, at netop din race (eller mangel på samme) i den størrelse og med det hårlag skal spise det og det. Undskyld det er faktisk helt til grin, men hvad gælder ikke for lige netop at få fat i dig som kunde! Reklamens magt er stor og udspekuleret. De ved, hvordan de skal få fat i os, og har du oven i købet en tævehvalp, jamen så er posen da selvfølgelig LYSERØD!
Sidste ”skrig” inden for denne reklame er de der tyggedimser til bekæmpelse af tandsten, dårlig ånde – for man oplyser nemlig at omkring 8 ud af 10 hunde har tandproblemer! Ja, hvorfor mon? Problemet kendes normalt ikke hos hunde, der spiser i pagt med deres natur. Desværre indikerer det blot, at alt for mange hunde lider under fodring med tørfoder! Pudsigt - at vi mennesker, som påstår, at hunden er vores bedste ven, behandler den så stik mod dens natur i noget så basalt som føden!
Langt de fleste tørfoderhunde får hældt et eller andet ud over deres mad for at få dem til at æde det. Når en hund tilbydes rå mad, glider det oftest ned helt af sig selv med stor vellyst og med en sund og glad hund som resultat. Tilligemed har hunde, der spiser naturlig mad sjældent den der sure lugt, som tørkosthundene ofte har.
Hunde, som lever i pagt med naturen, har som regel en flot krop, ikke alt det der blævr-delle-dulle-dejg – kroppen bliver som hånd i handske, en fornøjelse at kigge på, slank og flot. Når ”spisekammeret” har i overflod, øges kropsvægten i takt hermed, men justeres så igen ved mindre ressourcer. Tænderne holdes i orden af bl.a. brusk og ben.
Tørkosthundene må nøjes med nævnte tyggedimser af forskellig herkomst, alle sælges de med en eller andet opreklameret evne, for lige netop at få dig til at hoppe på limpinden! Udbuddet er relateret til tørkostindtaget. Det er faktisk ret morsomt, men også tragisk, når en hundeejer afleverer sin hund i pensionen, og med et smil siger, ”jeg har taget lidt kødben (?) med, og så er det desværre en af de der tingester. Måske når det skal være helt vildt, er en forhenværende rørknogle, afrenset efter alle kunstens regler, blevet fyldt ud med et eller andet tvivlsomt produkt garanteret godt for både ditten og datten. Hvor er nogle kommet langt ud! Det er dog hundene, der betaler prisen, og et eller andet sted må det være den enkelte hundeejer, der tager sit hundehold herunder fodring op til revision.
Alt for mange tørfoderhunde døjer med fedme, den store synder er bl.a indholdet af korn og så selvfølgelig kemien. Herudover allergi, ledproblemer, adfærdsproblemer osv. Alskens sygdomme, som man i dag har fået mere mod på at kalde ved rette navn –livsstilssygdomme/fejlernæring.
Set med mine øjne er langt det meste af det tørfoder, der er på markedet i dag en af nutidens største trusler og overgreb mod individet Hunden!
Personligt nyder jeg synet af en ”forhenværende tørkosthund” efter skift til råfodring. Ejerne udtrykker gang på gang, at de ikke fatter, det tog dem så lang tid og kostede dem så mange penge til diverse undersøgelser om, ”hvad der var i vejen” - inden de valgte at gå andre veje. Jeg har aldrig igennem ca 30 år oplevet en eneste hund skifte fra tørkost til rigtig hundemad uden positivt resultat, og her er tale om rigtig mange hunde! Til gengæld vakler mange i vadestedet ved skift, lytter til snart den ene, så den anden, alle med hver deres gode råd, giver op for tidligt. Det kan tage nogen tid, inden de positive resultater melder sig. Kroppen skal af med alt det ophobede affald. Tidsintervallet efter skift til råfodring svinger fra omkring godt 1 uge op til halve år.
Ofte er hunde med livsstilssygdomme medicineret gennem længere tid, antibiotika, kløestillende m.v., alt dette skal kroppen have udskilt, så der skal tålmodighed til, giv tingene en chance.
Vore egne hunde lever fortrinsvis af rå mad. I hundepensionen får flere og flere efterhånden også rå mad, hvis ikke fodrer vi nu med Orijen. Jeg vil henvise til firmaets hjemmeside i Canada, så kan du selv danne dig et indtryk af produktet. www.championpetfoods.com læs White Document.
Jeg må indrømme, at det er en noget anden fornemmelse at servere tørfoder, når man ved, hvad der ligger bag Orijen foderet.
Tidligere blev tørfoder her i huset stort set altid tilsat frugt & grønt produktet JuicePlus, nok verdens mest gennemtestede tilskud af sin slags, som efter diverse undersøgelser omkring biotilgængelighed blev offentliggjort i American Medical Review og Current Therapeutic Research, og som har vist sit værd igennem ret mange år (www.juiceplus.dk) Herudover Bio-Active-Dog et særdeles godt kosttilskud, angives at virke på celleniveau. Bio-Active-Dog indeholder kroppens aminosyrer i såkaldt korte kæder, du kan læse mere under www.aktiv-sundhed.com Rå æg samt hybenpulver (www.hyben-vitalvet.com), fordøjelsesenzymer Udo’s Choice og sunde koldpressede økologiske jomfruolier såsom Livets Olie/Udo’s Choice/ Lintbell’s. I visse tilfælde inderbark i form af Ipe Roxo (www.helsenyt.com søg på Ipe Roxo.) Superprodukter er endvidere Tangmel, Spirusan, Alfalfa samt Byggræs.
Hele dette gedemarked af tilskud udelukkende fordi langt hovedparten af tørfoder ikke indeholder naturlige forekommende næringsstoffer i en for kroppen biologisk tilgængelig form. Der vil altid være tale om individuel fodring, hver især har brug for føde tilpasset netop egne behov. Hvis man har øje for det, kan man nærmest se på den enkelte hund, hvor systemet er i koks. Fællesnævneren er dog den biologiske tilgængelighed – igen et spørgsmål om du giver kroppen ernæring, eller du bruger den til affaldsbeholder!
I mange af naturens vilde blomster, blomsterknopper og kerner, bær, frugter og grønt findes udover de såkaldte flavonoider, bioflavonoider, unikke olier af forskellig art og indhold, alle af ekstrem vigtighed for forskellige kropsfunktioner. Dyrene æder selv af disse vel og mærke, hvis de har adgang til dem, og det er nok de færreste, der har den mulighed. Derfor bør også den rå mad indeholde fødeindtag fra naturen i form af f.eks hyben, olier som f.eks økologisk, koldpresset jomfruolie fra bl.a. hørfrø, borago, fisk m.fl. Den engelske ”Lintbell’s er et ypperligt produkt! Ligeledes Udo’s Choice samt Livets Olie. Igen undersøg selv, priserne kan svinge meget for den samme vare.
Du skal være opmærksom på parasitter af forskellig art, svampe mv., de er ikke altid sådan lige at spøge med. Kig ind på www.vitaklenz.com - hyggelig underholdning. Jeg vil ikke gå nærmere ind på det her, men ganske kort er problemet efter min bedste overbevisning meget større, end man tror. Værst er at disse småkryb stortrives i netop en organisme, som indtager store mængder industrialiseret føde. En sådan organisme, som jo er tæt på en skraldespand, er ren guf for disse bæster. De er og skal være der i et afstemt forhold, men vi behøver jo ikke ligefrem at fodre på dem i det omfang, mange af os egentlig gør. De har ikke så gode betingelser i en sund krop med en sund tarm, men de er der!
Den ernæringsmæssige situation i dag er ikke god hverken hos de 4- eller 2- benede. De 2- benedes livsstil danner grundlag for de 4 benedes, derfor går de lette løsninger, tørfoderet sin sejrsgang. Alt fås i færdige portioner, bare tilsæt vand. Det er ikke godt, og det går grumme galt, hvis det rent faktisk ikke allerede er sket. Medierne vil her få enorm betydning –igen - først reklameres der, det giver kroner i kassen, så kommer resultaterne x antal år efter, og så får man travlt. Hvor ansvarsløs har man selv lov at være? Hver og én har vi ansvaret for vores eget liv. Hvor langt skal Industrien have lov til at gå, hele tiden dækket ind af egne rådgivere/konsulenter ofte med egne interesser i foretagendet. Profitten taler sit eget sprog. Det kræver også mod at skille sig ud og sige fra.
Alt for mange kan end ikke lave et måltid mad fra bunden af, men når først de kommer til vægs sundhedsmæssigt, vågner bjørnen, og så kan de egentlig langt mere, end de troede. Glæden over de positive resultater, som en omlægning af madpolitikken fører med sig, taler for sig selv. Respekten og forståelsen for vigtigheden af at leve sundt har heldigvis udløst bl.a. nogle særdeles gode og spændende TV-madlavningsserier, hvor respekten for vor føde står i højsædet. Nu mangler vi blot at få indført de gode gamle husholdningstimer helt fra skolestart som et spændende og lærerigt indslag i f.eks skolernes egen kantine. At tilberede god og sund mad indebærer ernæringslære, et stort fag omhandlende bl.a. kroppens kemi og fysiologi, fag som biologi, zoologi, hygiejne og husholdningsbudget + sikkert også mange andre ting, for ikke at forglemme en sund sjæl i et sundt legeme, vigtigheden af at bruge kroppen. Nå – et lille sidespring, men det ville altså også komme vore dyr til gode! Hvor kunne vi dog alle blive sundere, faktisk bare ved at omlægge strategien! Samtidig ville Sundhedssektoren kunne spare enorme summer! Hospitalerne kunne måske lejlighedsvis drive hotelvirksomhed for at få udnyttet sengepladserne!
Lad os komme tilbage til begyndelsen, nemlig at hunden er et rovdyr, fortrinsvis kødædende. Den har som art klaret sig fortrinligt på denne kost frem til omkring 1970-erne, hvor fastfood/junk/færdigmad alt eksploderede, hvorfor – tja jeg tror, at det hængte sammen med en naturlig udvikling i samfundet. En væsentlig faktor var dog, at kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, hvilket helt naturligt medførte, at såvel køkkenet som hjemmet i øvrigt måtte ty til andre løsninger for at afhjælpe de der opståede problemer! Arbejdskraften var væk. Den nye livsstil betød bl.a., at der ikke var samme reserver i form af ekstramad til den 4-benede, idet en stor del af indkøbene nu var mere eller mindre færdigmad, hvorfor færdigfoder til hunde fik god grobund.
Færdigmad/foder behøver ikke være dårlig, men man skal se sig godt for – og det er altså en hjælp at kunne tyde etiketterne! Ingen varmebehandling eller anden ødelæggende tilberedningsmetode, ingen kornprodukter, ingen manipulerede næringsstoffer, ingen kelaterede mineraler, ingen tilsætningsstoffer, men den rene nænsomt tilberedte vare tak! Mere og mere fokus på økologi inden for alle områder er ved at kunne mærkes. Alt i naturen må respekteres, intet er tilfældigt, årtiers hærværk mod denne kommer til at tage lang tid at få genoprettet, fordi konsekvenserne har vist sig at være og stadig er uhyggelige omfangsrige, alt har bidt sig selv bagi i et omfang, man næppe havde drømt om – det gælder også vores ernærings- og sundhedstilstand.
Resultaterne af al denne fejlernæring er de seneste år eksploderet. Så er det sundt og anbefalelsesværdigt at spise det ene, snart det andet, ikke ret lang tid efter er det lige omvendt, intet under at mange er frustrerede. Meget kunne være undgået, såfremt myndighederne ikke var så ensidige og firkantede i forhold til hvem og hvad, de søgte oplysninger hos samt, at spekulationerne gik på levende væsners ve og vel og ikke på vendekåbepolitik og pengepung. Men så lige for at sige det igen, det er ikke forbudt at tænke selv!
Lad også dette komme din hund til gode.
Et par link til forhandlere af rå mad: www.barfhundemad.dk, www.hoersholm.rigtighundemad.dk og så alle de andre, men undersøg selv.
Jeg køber en del i et større Catering firma, der er ofte gode tilbud i den absolut prisvenlige klasse, og så er det klassificeret til menneskemad – næppe den store betydning, men det kan uden problemer ligge i egen fryser uden evt. ekstraindpakning (visse produkter hører her i huset ikke hjemme i egen fryser)
Jævnligt har jeg adgang til diverse indvolde og kødfulde ben fra slagtning, så bliver der pakket på livet løs og lagt i hundefryser. Det gør unægtelig kg.prisen lavere. Daggamle kyllinger (blommekyllinger) er simpelthen et hit i særklasse, ligeledes hos kattene. Næringsindholdet i disse er helt i top.
Det er ikke dyrere at fodre med rå mad – og besøgene hos dyrlægen bliver stærkt begrænset og skyldes ikke livstilssygdomme.
Du skal i forbindelse med håndtering af såvel rå som færdig mad være opmærksom på en vis form for hygiejne. Vask dine hænder ligesom i vor egen husholdning, brug kun hundens skåle, og hvad der nu ellers er i brug, alt andet lige er noget griseri. Alt til dyrenes brug har deres egne remedier, opvaskebørste, klude osv.
Hver især har vi vore bakterier, parasitter m.v., men det er nu engang sådan, at en del af disse små fand’er trives fint i modpartens krop, og der er ingen grund til at udfordre skæbnen med noget, som reelt set kunne være undgået, hvis man altså havde taget visse forholdsregler.
En onkel til en af mine ungdomsveninder var i sit job som dyrlæge for mange herrens år siden blevet smittet med kalvekastningsfeber. Fortæl lige en læge det, ikke ret mange ville tage det seriøst, men ret havde og fik han, sygdommen fik indflydelse på hele hans liv og absolut ikke i positiv retning. Hans egne tiltag, om end de var lidt sene i forløbet, blev nok det mest positive i den historie. Det får mig til at tænke lidt på en nu afdød dyrlæge, som behandlede en af vore kværkeramte heste – og i den forbindelse nærmest tordnede ”brug engangshandsker, vask hænder alligevel, brænd alt brugt til behandling af dyret, hold andre væk, intet må komme i berøring med andre levende væsener, hvis smitte skal undgås”. Nu var jeg jo uddannet inden for faget, så det var ikke tågesnak, men han var noget mere om sig end flere af sine kollegaer, hvorfor – jo han havde selv været dødssyg af en tilsvarende smitte fra sit job. Dengang hed det blot blandt menigmand, at stort set intet smitter fra dyr til menneske, godaw i stuen, desværre tror langt de fleste på dette, for det er jo de ”kloge myndigheder”, der melder ud. Hvis du holder af dig selv og dine, så forhold dig samtidig til din egen mening om dette. Hvad er sandsynligt? Hvad føles logisk, og hvad er absolut ikke ønskeligt at løbe en risiko for?
Under en operation i min tid på dyrehospitalet diskuterede dyrlæge Schultz og jeg ”smitte”. Jeg var af den mening, at alt hvad der stikker/bider og derved blander blod/kropsvæsker måtte være en smittetrussel mod såvel mennesker som dyr. Vi delte ikke helt denne opfattelse dengang i 60-erne, men det skulle vise sig at holde ”stik” (den var god, ikke). Ved et besøg hos samme dyrlæge mange år efter vistnok i 90-erne, talte vi om gamle dage herunder nævnte smitteoverførsel. Schultz smålo og sagde ”ja, ja det var ikke helt tosset”.
Nå det var lidt et sidespring, men vær fornuftig i din omgang med din hund og alle de andre dyr. Alt efter hvilken dyreart eller planteart der er tale om, er der vidt forskellige risici. Selv et græsstrå kan gøre dig hamrende syg. Denne historie bliver ikke lige nu – men kommer.
Husk nu at leve alligevel, pas på og værn om naturen – den passer på dig, hvis du altså giver den lov!
Forts.---