Muskelhunde - menneskets mangel på indsigt og forståelse
Kommentarer og konklusion vedrørende ”muskelhundene”

Fra et utal af ejere af ”muskelhunde” uanset hundenes herkomst og racetilhørsforhold modtager jeg i øjeblikket mange henvendelser med opfordring om at bidrage med min livslange viden og erfaring omkring disse hunde. Helt forståeligt – situationen er ikke god, der har været for mange alvorlige episoder.

Personligt oplever jeg i den forbindelse en helt urimelig og nådesløs hetz mod muskelhundene. Lad det være sagt igen DER ER INTET I VEJEN MED DISSE HUNDE! De er blevet lagt for had, et had som har grobund i vores totale mangel på indsigt og forståelse.

Ydermere er de seneste dage kommet udtalelser fra eksempelvis DKK, Dyrenes Beskyttelse, forskellige personer med tilhørsforhold til hundeverdenen, de fleste med fordømmelser med et ordvalg som for mig helt klart viser, at disse personer end ikke besidder den mest basale viden om hunde. Hvis jeg hørte rigtigt forleden i radioen, går en påstand på, at hunde med stambog ikke hører hjemme i den udskældte kategori. En stambog er ingen garanti herfor. En stambog er et stamtræ indeholdende slægten på godt og ondt.

Vi mennesker glemmer helt, at hunden er et rovdyr, som vi uden videre bare forventer indretter og tilretter sig menneskets verden og regler. Det gør mange hunde så også mere eller mindre, men såkaldte adfærdsproblemer er jo ikke et ukendt fænomen. Disse problemer kan stort set altid spores bagud i netop forskellen af regler i rovdyrverdenen og i vores verden.

I kategorien ”muskelhunde” - og denne kategori dækker over ret mange hundetyper såvel racerene som blandinger, kommer vores manglende viden og respekt omkring rovdyrs levevis på prøve. Vi bliver sat ud af spillet, rovdyret tager over. Al verdens potepædagogiske tiltag afprøves, desværre luller de fleste sig ind i den helt fejlagtige opfattelse af omgang med hunde, at alt skal være så positivt og ”blødt”. Vågn op! Det er en illusion af format.

I mine omkring 45 års omgang med hunde, de mange senere år specielt hunde i flok, en flok bestående af vidt forskellige individer, Amstaffer, Bulldogs, blandinger heraf, Rottweiler, Jack Russler, Labradors, Gravhunde, Karelsk Bjørnehund osv, nogle født og opvokset i flokken, andre kommet til udefra, har jeg aldrig oplevet menneskets ”drømmebillede” af hundehold eksistere, herunder ej heller menneskets normer for såkaldt hundeopdragelse, en opdragelse som ligger en hel jordklode rundt i forhold til hundenes egen.

Og tak for det – hundens flokliv er helt fantastisk. I omkring 95-98% af døgnet lever flokken i fred og fordragelighed, småkonflikter klares af de enkelte, alle kender spillereglerne. Der hersker borgfred. Som menneske kan man kun misunde dem denne fantastiske rummelighed og balance. Ingen dag er ens, ingen situation er ens.

Specielt ved løbetid opstår der dog uro, men igen, konflikter klares af de implicerede. Her er der dog ofte skrammer, og banen kridtes op mellem specielt hannerne. Uro præger perioden. Lunten bliver kort.

Ligeledes retten til et bytte, som ikke nødvendigvis behøver at være mad, kan sætte sindene i kog. Hvem gider slås for ”et skide halmstrå”, tja det gør hunde. Det handler nemlig ikke om ”hvad”, men om ”retten.” I disse situationer støder menneskets hundehold ofte på konflikter, som vi desværre alt for ofte er dårlige til at løse.

De enkelte hundetyper er vidt forskellige af rummelighed. Nogle tænder lynhurtigt af, andre skal provokeres mere. Nogle trives på småarealer, andre har brug for noget mere plads såvel fysisk som mentalt. Sidstnævnte grupper omfatter langt hovedparten af ”muskelhundene”. De klumper sig gerne sammen, når behovet opstår, men efterfølgende går de oftest hver til sit.

I flokken er som udgangspunkt nogle helt essentielle regler - hele samspillet mellem de forskellige individer - men som sådan ikke faste regler om hvad man må og ikke må. Hvad det ene øjeblik er tilladt, risikerer man øretæver for et split sekund efter. Dette gør, at den enkelte aldrig helt ved, hvad den må lige nu og her, og hele tiden ses denne typiske positive underdanighedsadfærd. Dette er noget hvalpene vokser op med, og det er fantastisk at se, hvordan alt fungerer. Man tilpasser sig hele tiden. Et nej er et nej, der gives ikke ved dørene, og kan man ikke fatte det, så får man konsekvensen at føle helt uden hensyn til alder. Hvalpe har tit blødende markeringer.

De voksne hunde respekterer hvalpene, hvis en hvalp ligger og tygger bytte og en i forhold til hvalpen ældre hund nærmer sig, knurrer hvalpen advarende, dette respekteres som regel. Enkelte meget dominante eksemplarer vil uanset hvalp eller anden ”undersåt” uden videre tilrane sig byttet. Helt normalt.

Disse regler er hundene født til at respektere, men rammerne skal sættes. Da langt de fleste af hvalpene forlader hundeflokken/eller blot deres mor i 8-ugers alderen for at flytte ind i menneskets verden, ophører den livsnødvendige opdragelse som regel og erstattes i stedet med ingenting, eller en alt for ofte total mangelfuld og respektløs opvækst. Ingen grænser ingen konsekvenser lig dem i rovdyrverdenen. Typisk er, at man først ved 6-7 mdrs alderen, når man er ved at have fået nok af bæstet, forsøger at ændre på tingene. Nogle har opgivet og solgt hunden til anden side eller ladet den aflive, fordi den var som den var, adfærdsvanskelig! NEEEJJ - hunden blev svigtet af de, som påtog sig ansvaret for den. Ingen gav den dens livsnødvendige opvækst i disse så vigtige måneder frem til kønsmodningen i 6-7 mdrs alderen. Frustrationerne voksede. Diagnosen hedder omsorgssvigt og ikke adfærdsvanskelig.

Resultatet skabt af os selv bliver nogle små/store terrorister og alt efter hvilken kategori hund, der er tale om, kan dette få vidt forskellige følger. Det er noget af det, vi ser i øjeblikket med den ene episode efter den anden netop omhandlende muskelhundetypen, hundetypen som er meget sårbar overfor vores omsorgssvigt, og hvor konsekvenserne heraf er markant mærkbare.

Hos ejere med indsigt og evne til at styre rovdyrsjælen, er problemerne ikke værd at nævne, man ved hvordan man skal tackle hunden. Hold dette hundehold fri af enhver hetz!

Problemet er størst der, hvor ejerne af type er lig hundene, respektløse overfor alt og alle og det er farligt. Her skal der sættes ind.  Det kan stærkt anbefales - over for begge parter - at efterkomme rovdyrreglerne, de er 100% effektive.

Alle hunde er rovdyr, alle hunde kan i en given situation bide, det er nu engang helt naturligt, og kan vi mennesker ikke acceptere dette, så skal vi lade være med at holde hund.

Samfundet kommer dog til at ændre sin indstilling til hundehold, komme ud af den der ”Disney-agtige” fantasiverden med hang til vores egen noget romantiske og blødsødne indstilling til dyr, og så forholde os til det, vi er op imod, når vi tager det inden for vore døre – rovdyrverdenen. Respekter den og nyd så alt det vidunderlige du får tilbage.

Langt hovedparten af de som anskaffer sig specielt muskelhundetypen, og som ikke er inde i disse grundlæggende spilleregler kommer i vanskeligheder.

Man skal dog gøre sig klart, at uanset afstamning og nok så god og social opvækst i pagt med hundens natur, vil disse episoder ikke kunne undgås. Ejerne skal være klar over, hvad den enkelte hund rummer og hele tiden være på forkant med alt. Drop illusioner om, hvad der kunne være hyggeligt og ønskeligt, disse illusioner er dine ikke hundens!  

Seriøse opdrættere, seriøse hundefolk véd, hvordan man holder og omgås alle disse hundetyper med langt mere indhold af ”hund” end så mange andre.

Når det så er sagt, skal dog lige igen tilføjes, at alle hunde er rovdyr, og for rovdyr er det naturligt at slå ihjel. Dette gælder også de små kære Tæppetissere, her synes ejerne endog ofte, at det er ret morsomt, når deres lille xxx har taget en mus, fugl eller andet, tænk at det bette kræ er så modigt!

Sluttelig kan jeg oplyse, at vi her i vores hundepension problemfrit har mange muskelhunde. Vi kender de individuelle spilleregler ikke kun for dem, andre racer har deres væremåde, her hersker borgfred – det er nemlig mig, der bestemmer i den sidste ende, derfor er jeg - forstå det eller lad være - højt elsket og respekteret af hundene, det er nemlig sådan de stortrives.

Marianne Blöndal

/Copyrights Marianne Blöndal, Pimpernels 2009/

www.pimpernels.dk

Artiklen må kun anvendes i sin helhed og efter aftale med Marianne Blöndal, dog i enhver sammenhæng som tjener hundenes respekt og rettigheder.

Efterfølgende er jeg blevet opfordret til at komme med en konklusion og eventuelle forslag til, hvad man kan gøre nu og her...

Min konklusion er, at man på grund af situationen må starte med at symptombehandle, og det kunne være i form af:

Alle hunde skal ved færdsel uden for egen matrikel føres i snor uanset hvor.

Færdsel i Hundeskove er indtil videre (kortere periode indtil man har gjort sig klart, hvordan disse områder skal administreres)  kun tilladt med hunden i en line af max  10m’s (?) længde. Færdsel i Hundeskove er i øvrigt betinget af, at man har styr på hunden.

Problemet i Parker og Hundeskove, hvor løsgående hunde er/kan være tilladt, er nogle steder blevet forbundet med ubehageligheder netop på grund af forskellige episoder, som ikke nødvendigvis har noget med muskelhunde at gøre.

I visse Parker i byen og bynære områder må mange ikke hundeejere leve med løse hunde, dette er ikke altid lige morsomt og er ikke rimeligt. 

Regler for færdsel & ophold her må revideres.

Hundeskove er tiltænkt og indrettet som et fristed for hunde og deres ejere, men husk lige, at det er et rovdyr, vi slipper løs. Rovdyr tilkæmper sig deres fristeder, så filosofi og illusioner kommer i kontrast.

Så hundeejerne skal ud og slide på skosålerne og cykeldækkene, sådan er det at have en hobby og et ansvar.

Det individuelle hundehold vil ganske naturligt tvinges til at tilrette sig forholdene, og det er i pagt med naturen..

Hundeklubber/hundeejere skal have muligheder for store arealer til brug for træning. Omkostninger skal afholdes af brugerne.

Specialtræning (kan være mange forskellige typer) kræver special godkendelse, udgifter afholdes af brugerne 

Overtrædelse af gældende lovgivning skal have markante konsekvenser. Hundeslagsmål vil altid kunne opstå, men overfald som vi oplever i øjeblikket er noget helt andet og skal være éngangstilfælde og vil ikke blive tolereret (kommer kun til at ske den ene gang).

Det er os hundeejere, der har hund, ikke de andre!

For evt. at komme tilbage til de noget mere afslappede forhold vi holder hunde under i dag, må hele indstillingen og håndteringen af hundehold tages op til kraftig revision – lær af hundene selv og omgås dem i pagt med deres medfødte og i generationer nedarvede egenskaber og respekter det.

Så kommer borgfreden af sig selv!

Se i øvrigt andre artikler om samme

Marianne Blöndal

/copyrights Marianne Blöndal, Pimpernels 2009/